Udførelse - Etagedæk
Anvendelse
Denne montagevejledning gælder for isolering af alle etagedækkonstruktioner isoleret med ISOVER produkter.
Før isolering
Før isoleringsarbejdet påbegyndes, kontrolleres om den leverede isolering er i overensstemmelse med følgesedlen. Isoleringen skal opbevares beskyttet mod vejrlig og anden fysisk overlast. Beskrivelsesmaterialet gennemgås sammen med tegningsmaterialet. Eventuelle forberedelser til installationer i og under dækket bør være afsluttet.
Udførelse af isoleringen
Tilpasning og samlinger
ISOVER isolering tildannes med en bredbladet kniv eller ISOVER kniven, som leveres som tilbehør.
Isoleringen må ikke rives over, da det giver upræcise samlinger. Skær om muligt isoleringen på et plant underlag, da det giver langt det bedste resultat. Samlinger skal skæres, så snitfladen er i plan/ vinkel med tilstødende konstruktioner. Af hensyn til varme, fugt- og lydisolering er det vigtigt, at isoleringen slutter tæt mod konstruktionen. Udføres isoleringen i flere lag, skal samlinger forskydes.
Isolering af etagedæk i beton/letbeton
Isolering af etagedæk i beton foretages normalt kun ved strøgulvskonstruktioner eller ved svømmende gulve. Ved trægulv på strøer isoleres normalt med 45 mm ISOVER Ruller eller Formstykker mellem strøerne. Isoleringen skal slutte tæt mod strøerne.
Ved svømmende gulve anvendes ISOVER Trinlydsplade efterfulgt af trykfordelende gulvplader (min. 22 mm spånplader). Se nærmere om udførelse i datablad for Trinlydsplade. Isoleringens hovedformål er støjisolering, idet der ikke er krav til varmeisolering mellem de enkelte opvarmede etager.
Isolering af etagedæk med træbjælkelag
Etagedæk af træbjælkelag isoleres normalt med 95 mm ISOVER Flex, Ruller eller Formstykker mellem bjælkerne. Isoleringen skal slutte tæt mod bjælkerne og udføres med tætte samlinger af hensyn til lydudbredelse. Krav til lyd- og brandisolering er nærmere behandlet i blad 260 ”Anvisning i brand- og lydisolering af bygningskonstruktioner”.
Isoleringens hovedformål er støjisolering, idet der ikke er krav til varmeisolering mellem de enkelte opvarmede etager.
Fugt/dampspærre
Beton-/letbetondæk
Ved tørre betonkonstruktioner kan fugtspærre udelades, da der er opvarmet på begge sider af dækkonstruktionen, og der derfor ikke vil være damptrykforskelle. Hvis betonkonstruktionen ikke er tør, kan der udlægges fugtspærre under gulvbelægningen, så den ikke optager fugt fra betondækket. For dæk under badeværelser og vådrum gælder særlige forhold jf. BR 08. Udførelse skal ske i henhold til SBI anvisning 200, Vådrum og SBI anvisning 189, Småhuse.
Træbjælkelag
I etagedæk af træ anvendes ikke fugt-/ dampspærre. For dæk under badeværelser og vådrum gælder særlige forhold jf. BR 08.Udførelse skal ske i henhold til SBI anvisning 200, Vådrum og SBI anvisning 189, Småhuse.
Sikkerhed og arbejdsmiljø
Arbejde med ISOVER produkter er underlagt Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 344 af 9. juni 1988.

