Fugt

BR krav til bygningers fugtisolering Myndighederne stiller gennem bygningsreglementet krav til bygninger og konstruktioners fugtisolering, så regnvand, sne, overfladevand, grund-vand, jordfugt, kondens og vandførende installationer ikke giver anledning til fugtskader eller fugtgener.   Fugts betydning for isoleringsevnen Varmetransmissionen gennem isolering forøges, hvis der er fugt i isoleringen. Hvor meget afhænger af, om isoleringen er vandafvisende eller sugende og af materialets porøsitet. For glasuld, som er vandafvisende og meget porøs (Z < 1,0 [gpa s m2/kg]), gælder, at eventuelt tilstedeværende vand vil fordampe fra den varme side af isoleringen og derefter kondensere på den kolde side, hvor vandet vil samles uden at kunne suges tilbage. Kan fugten slippe videre ud, vil glasulden tørre ud, som f.eks. i en hulmur.

Fig. 210.1. Fugtpåvirkninger af bygning.

Er mineralulden derimod lukket inde mellem to tætte lag, f.eks. tagbeklædning og dampspærre i en tagkonstruktion, vil varmestrømmen og dermed fugttransport om sommeren skifte retning mellem dag og nat, således at vandet vil blive transporteret skiftevis op og ned.

Da dette fænomen kun optræder om sommeren, vil varmetabet dog kun forøges med få procent.

Fugtkilder

Bygninger og konstruktioner kan tilføres fugt fra nedbør, fra kondensation af rumfugt forårsaget af personers ophold og aktivitet i bygningen, fra grundfugt samt fra utætheder i vandførende installationer og fra byggefugt.

Mange bygningsskader har mere eller mindre direkte sammenhæng med fugt i og omkring byggeriet. Bygningens fugttilstand bestemmes af miljø- og klimaforhold samt af den konstruktive udformning og af de materialer, der indgår.

For at kunne dimensionere en bygningskonstruktion rigtigt er det vigtigt at kende til de mulige fugtkilder, der kan forekomme. Med dette kendskab kan de rigtige konstruktioner og materialer vælges.

Fugtig luft Atmosfærisk luft indeholder altid fugt i form af usynlig vanddamp. Hvor meget vanddamp luften maksimalt kan indeholde, afhænger af luftens temperatur. Jo varmere luften er, jo mere vand kan den indeholde. Fugtindholdet i luft ved en bestemt temperatur angives ofte i relativ luftfugtighed (%RF). Den relative luftfugtighed er forholdet mellem den mængde fugt, der er i luften, og den maksimale fugtmængde, luften kan indeholde ved en given temperatur.

Fig. 210.2. Princip for diffusion.

Ved stigende temperatur kan luften indeholde en større mængde fugt. Når luften opvarmes, falder den relative luftfugtighed, og når luften afkøles, stiger den relative luftfugtighed, indtil man når punktet, hvor RF er lig 100%, kaldet for dugpunktstemperaturen. Sænkes temperatur yderligere, vil luften udskille vand, dvs. kondensere, idet luften kun kan indeholde den vanddampmængde, der svarer til en relativ luftfugtighed på 100%.
 

Fugt i indeluft

Fugtindholdet i rumluft er bestemt af udeluftens fugtindhold, indeluftens temperatur, den tilførte fugt fra ånding, madlavning, badning og tøjtørring mv. samt ventilationsmængden.

Kold vinterluft har en høj relativ luftfugtighed, men eftersom kold luft ikke kan indeholde så stor en vanddampmængde, er luftens fugtindhold lav.

Når kold luft føres ind i opvarmede rum, opvarmes den, og den relative luftfugtighed falder kraftigt. Samtidig tilføres indeluften fugt fra personer, bad mv.

Hvis den tilførte mængde vanddamp bliver for høj, vil den relative luftfugtighed blive så høj, at vanddampen kan kondensere på vinduer og uisolerede ydervægge. Derfor er udluftning vigtig.
 

Fugt i byggematerialer

I byggeprocessen kan konstruktionen være tilført store mængder vand fra mørtel og beton, levering af våde materialer eller nedbør. Denne vandmængde, også kaldet byggefugt, skal affugtes, inden materialet i konstruktionen er i ligevægt med den omgivende luft.

Udtørres bygningen ikke inden brug, vil den indbyggede fugt kunne forårsage fugtskader på byggeriet. Udtørring af byggefugt kan ske ved en kombination af opvarmning og udluftning eller ved kondenstørring.

Ved opvarmning og udluftning optager den varme luft vand fra de våde materialer og bliver derved fugtig. Når den fugtige luft fjernes ved ventilation og erstattes af ny luft, som opvarmes, fortsætter fugtafgivelsen.

Ved kondenstørring sendes rumluften gennem et køleanlæg, der nedkøler luften til nogle få grader over frysepunktet. Herved udskilles vand fra luften. Luften varmes straks op igen ved at passere kondensatoren. I denne proces er det vigtigt, at bygningen holdes tæt lukket.
 

Fugttransport

Fugt kan transporteres i dampform og i væskeform. Af betydning for fugttransport er fugt- og temperaturforhold i materialets og bygningens omgivelser samt fugtens binding til materialet og materialets struktur. I dampform kan fugttransporten ske ved diffusion og konvektion, i væskeform gennem kapillarsugning.

I visse tilfælde har ydre kræfter som vind og tyngdekraften betydning.
 

Diffusion

Diffusion er vandtransport gennem konstruktionens overflader som følge af damptrykforskelle. Vanddampmolekyler bevæger sig frit i luften og har en tendens til at fordele sig jævnt.

Inde i bygninger er der normalt større fugtindhold i luften end udendørs. Der vil derfor være et højere damptryk indendørs end udendørs. Damptrykforskellen vil få fugt til at diffundere ud gennem bygningen, så damptrykket bliver ens på begge sider af konstruktionsdelen. Dette foregår, selv om luften står stille, og det foregår også i den luft, som befinder sig inde i et materiale.

Byggematerialer har forskellig evne til at hindre dampdiffusion, men mange almindeligt anvendte byggematerialer, f.eks. træ og gips, er ikke tætte mod dampdiffusion. Der vil derfor være risiko for kondensdannelse på bagsiden af en diffusionstæt yderbeklædning.

Er der til gengæld placeret en tæt dampspærre på væggens inderside, forhindres fugten i at trænge ud i konstruktionen, og skader undgås.

Konvektion Konvektion er fugttransport gennem utætheder i overfladerne som følge af lufttrykforskelle. Trykforskelle opstår pga. vind, termisk opdrift af rumluften (skorstenseffekten) og mekanisk ventilation. Et ventilationsanlæg, der skaber overtryk i huset, bør derfor undgås, da det øger risikoen for skader som følge af konvektion. Er der forskel i lufttrykket på hver side af en væg eller et tag, kan luft strømme gennem konstruktionen og føre fugt med sig. Passerer varm og fugtig luft en kold yderflade, vil der ske en kondensation med ophobning af store fugtmængder til følge.

Fig. 210.3. Simpel skitse af konvektion

Kondensationen er skadelig, når fugttransporten går indefra og ud, som det er tilfældet, når der optræder overtryk i huset.

Utætheder i samlinger samt kuldebroer o.l. vil ofte medføre en langt større risiko for fugttransport gennem konstruktionen med mulighed for kondensdannelse, end brug af en dårlig dampspærre, hvor der vil forekomme diffusion.

Kapillarsugning Et porøst materiale, som står i kontakt med vand, vil suge vand. Dette skyldes, at materialet består af en mængde større og mindre porer, som bygger et kapillærsystem, hvor fugten omfordeles. For at kapillarsugning skal kunne finde sted, skal der være vand tilstede, og først når materialet er opfugtet til en vis grad, kan kapillar omfordeling af fugt ske. Den relative luftfugtighed i materialets porer er da 100%. De bygningsdele, der ligger i forbindelse med jord, påvirkes af jordens fugtighed. For at beskytte bygningen mod denne fugt dræner man under og omkring huset med et kapillarbrydende materiale. Kondens Rumluften afkøles ved kolde ydervægge, vinduer mv., og der kan dannes kondens. Kondensen binder støv og snavs, og der opstår risiko for misfarvninger, f.eks. sorte striber, og grobund for mikroorganismer.

Fig. 210.4. Skitse af kapillarsugning.

Materialer vil blive opfugtet af kondensvandet, og væksten af råd og svamp vil herved fremmes kraftigt i træ og træbaserede materialer.

I yderbeklædninger vil der ligeledes være risiko for frostsprængninger.

Varmeisolerede konstruktioners indvendige overfladetemperatur er normalt højere end boligluftens dugpunktstemperatur. Der opstår derfor ikke kondens på isolerede vægflader mv.

I konstruktioner med f.eks. gennemgående stålprofiler i isoleringslaget, ved samling af bygningsdele eller hvor det af statiske hensyn er nødvendigt at reducere isoleringstykkelsen, må der som minimum isoleres, så den indvendige overfladetemperatur holdes over luftens dugpunktstemperatur.

Den indvendige overfladetemperatur i boliger o.l. skal som tommelfingerregel holdes over 13 - 14°C i den kolde vinterperiode for at undgå kondens og skimmelvækst på tapet mv. For at opnå dette skal der være et gennemgående isoleringslag i konstruktionen svarende til mindst 20 mm ISOVER.

Dampspærren

En dampspærre er en folie eller lignende med stor dampdiffusionsmodstand. Alternativt findes klimamembraner med varierende dampdiffusionsmodstand.

Dampspærrer og klimamembraner skal udføres med lufttætte samlinger, der tapes eller fuges, så lækager i og mellem bygningsdele undgås.

Dampspærren/klimamembranen placeres i princippet altid på isoleringens varme side. Dampspærren/klimamembranen skal udføres med tætte samlinger og slutte tæt til øvrige bygningsdele samt installationer, der er ført igennem dampspærren/klimamembranen.

Under normale indeklimaforhold i boliger mv. anbefales det at placere dampspærren/klimamembranen tilbagetrukket i isoleringen, hvor den er beskyttet mod mekanisk overlast.

Der transporteres langt mere fugt gennem en lækage, end der vil diffundere gennem hele loftfladen som følge af en dampspærre med lav dampdiffusionstæthed.

Det er derfor vigtigere at vælge en dampspærre, der kan modstå stød og slag samt har stor rivestyrke, så den ikke beskadiges ved montering, end at vælge en dampspærre med ekstra høj dampdiffusionsmodstand.

Rumklimaklasser Bygninger inddeles i rumklimaklasser ud fra indeluftens fugtindhold ved normal anvendelse af bygningen i de kritiske vintermåneder, november til marts. Se fig. 210.5 og fig. 210.7. Begrebet rumklimaklasser har hidtil hyppigst fundet anvendelse ved valg af tagløsning, men kan lige såvel anvendes om alle bygningsdele.   Dampspærrens placering I meget fugtige miljøer, f.eks. svømmehaller, vil luftens dugpunktstemperatur ligge tæt på den indvendige overflades temperatur, og det vil ikke være muligt at placere dampspærren tilbagetrukket i isoleringen. En bygning i klimaklasse 2, som er det normale boligmiljø, har et maksimalt fugtindhold på 10 g/m3 luft. Det svarer til en dugpunktstemperatur på 11°C. Tilsvarende giver klimaklasse 1 en dugpunktstemperatur ved 0°C. Dampspærren kan maksimalt placeres hhv. 2/3 og 1/3 tilbagetrukket i isoleringen for konstruktioner i bygninger i klimaklasse 1 og 2.		Fig. 210.5. Bygningskategori opdelt i rumklimaklasser	Fig. 210.6. Temperaturforløb i isoleret væg.
		Fig. 210.7. Rumklimaklasser.

 

Sommerkondens

Sommerkondens opstår, når fugt ophobet i en konstruktion som følge af solopvarmning drives ind i konstruktionen og kondenserer på dampspærren. Dette kan på sigt føre til alvorlige råd- og svampeskader.

Ved at anvende en klimamembran med varierende diffusionsmodstand, som ISOVER Vario Duplex, sikres, at den ophobede fugt ved solopvarmning kan drives ind gennem konstruktionen og ventileres bort ved alm. rumventilation.

 

Fugtskader

De fleste bygningsskader har sammenhæng med fugt. Nogle gange kræves der meget fugt for at skader skal opstå, andre gange sker der skader ved mindre fugtniveauer.

Rådskader Nedbrydning af gulvlim Ammoniakafgang fra flydespartel Skimmelsvamp

100% 90 - 95% 75 - 85% 70 - 80%

For at skimmelsvamp skal kunne vokse, skal følgende forudsætninger være tilstede:

• skimmelspore
• ilt
• nedbrydeligt materiale
• temperatur > 0°C
• relativ luftfugtighed > 70%

Al dimensionering med hensyn til fugt i bygninger bør beregnes, så der opnås værdier lavere end de ovennævnte kritiske fugttilstande.