Blower door testen
 
 

Blower door testen


Prøvning af en bygnings tæthed sker ved en Blower Door test. Bygningsreglementet stiller krav om, at luftskiftet gennem utætheder i klimaskærmen ikke må overstige 1,5 l/s pr. m2.


Lufttætheden testes ved trykprøvning med 50 Pa. Resultatet af trykprøvningen kan enten bestå af målinger med undertryk eller med overtryk eller et gennemsnit af målinger ved under- og overtryk.

Testen udføres efter DS/EN 13829 standarden, som foreskrives at være anvendelig for bygninger med et volumen op til 4000 m3, ca. svarende til 1000 m2. Det er dog praktisk muligt at udføre Blower Door tests på bygninger op til 6500 m2.

Testen udføres ved at erstatte yderdøren med en blower door med indbygget ventilator, der kan skabe enten over- eller undertryk i bygningen.

Ventilatoren er tilsluttet en computer, der kan måle trykforskellen på ude og inde og regulere ventilatoren så den rette trykforskel opnås. Se fig. 210.11.

Åbninger der ikke er en del af selve konstruktionen lukkes af med tape eller balloner. Det gælder f.eks. riste i luftventiler, brevsprækker, emhætter, skorstene ved pejse og luftudkast fra tørretumblere. Se fig. 210.12.

Derefter foretages målinger der viser, hvor meget luft der forsvinder ud gennem konstruktionerne. Ved at køre med undertryk vil der blive suget udeluft ind gennem utæthederne i klimaskærmen. Disse områder kan lokaliseres ved at anvende vindmåler, røg eller termografering.

Termografering foretages med et termografikamera, som måler varmestråling fra de objekter som det rettes mod.

 

Fig. 210.11. Yderdøren erstattes med en blower door med indbygget ventilator. Ventilatoren, som styres af en pc. kan skabe det nødvendige over- eller undertryk i bygningen.

Termografering kræver en temperaturforskel på ude og inde på min. 15°C.

Kameraet kan herefter omsætte denne varmestråling til varmegrader. Se fig. 210.15. Mens testen kører, kan man finde utæthederne ved at måle vindhastigheden omkring gennemføringer og andre svage steder. Se Fig. 210.13.



 Fig.210.12. Alle tilsigtede åbninger i konstruktionerne lukkes til, så de ikke har indflydelse på resultatet af testen.
 
Fig. 210.13. Vindmåleren måler vindhastigheden gennem utætheden og kan dermed indikere områder med problemer og potentielle trækgener.

Fig. 210.14. Loftlem.
 
Fig. 21015. Mørke farver angiver kolde områder og er dermed med til at indikere problemer med lufttæthed. Her mangler der tætning langs rammen ved loftlem. 

Fig. 210.16. Termografi af vindue. selve vinduet kan forventes at være koldere end væggen, men der bør ikke være mørke striber fra skyggelisten og ind.

Fig. 210.17. Termografi af aftræk. selve dækslet er koldt. Det kan forventes, men der kommer også luft ind under flangen og ved skyggelisten. Der er ikke tætnet tilstrækkeligt.


 
 
 
 
 
Saint-Gobain ISOVER a/s | Østermarksvej 4 | 6580 Vamdrup | Telefon +45 72 17 17 17 | Telefax +45 72 17 19 19 | isover@isover.dk