Fastgørelsesmetoder og -midler
Tagkonstruktioner bestående af isolering og tagdækning forankres alt efter type ved en af de i dette afsnit beskrevne fastgørelsesmetoder.
Mekanisk fastgørelse af tagdækning
Ved mekanisk fastgørelse af tagdækningen fastholdes den løst udlagte tagisoleringen og underpap med skruer, søm eller plugs, som går igennem underpap og isolering, og ned i den underliggende konstruktion, hvor de fastgøres. Ovenpå underpappen påklædes overpappen.
Vindsugkræfterne på tagdækningen overføres fra tagdækningen til underpappen, som via den mekaniske befæstelse overfører kræfterne til den underliggende konstruktion.
Ved mekanisk fastgørelse af tagdækningen stilles der krav til tagdækningens træk – og rivestyrke samt styrke overfor dynamiske påvirkninger, som følge af at vinden løfter tagdækningen fra isoleringen.
Fastgørelsesmidler kan anbringes under banernes overlæg i rækker med afstand 0,45 – 0,9 m i princip som vist i fig. 320.44.
Alle ISOVER tagløsninger kan anvendes ved mekanisk fastgørelse af tagdækning.
I fig. 320.45 er angivet orienterende styrkeværdier for mekanisk fastgjort tagdækning. Der er forudsat en minimum skivediameter på 40 mm og en trækstyrke af tagdækningen på min. 550 N/50 mm.
 Fig. 320.42. Konstruktionsopbygning  Fig. 320.43. Opsugning af tagdækning under vindsug. |  Fig. 320.44. Typisk placering af fastgørelsesmidler. |
Fig. 320.45. Orienterende regningsmæssig styrke i kN/m2 for mekanisk fastgjort
tagdækning.
Fastgørelsesmidler
Ved mekanisk fastgørelse anvendes forskellige fastgørelsesmidler, der typisk er sammensat af en skive/skue eller søm/plug. Skiverne skal være teleskopskiver med en frigang på min. 30 mm, dog max. isoleringslagets tykkelse minus 30 mm.
Ballast
Tagdækning af 2 lags tagpapdækning eller tagfolie kan forankres mod vindsug med ballast af sten eller fliser.
Normalt er 50 mm sten med en størrelse på 16-32 mm tilstrækkeligt til at sikre, at tagdækning og isoleringen bliver liggende under vindsugpåvirkninger på mindre bygninger. Ved kanter og hjørner er der dog risiko for, at stenene flytter sig, hvorfor der i visse tilfælde må anvendes ballast af fliser. I fig. 320.47 er angivet den nødvendige ballast ud fra bygningshøjde, terrænklasse og placering.
Ud over vindsugkræfterne skal det også sikres, at hvirveldannelsen ikke kan løfte stenene fra taget. Det anbefales at regne med formfaktor – 4,0 i hjørnezone og – 3,0 i randzone ved undersøgelse af hvirveldannelse. Fig. 320.46 angiver den maksimale bygningshøjde, som med sten med en størrelse på 16-32 mm bliver blæst af taget eller flyttet rundt på tagfladen.
For yderligere oplysninger henvises til Byg-erfa-blad, ”Flade tage med ballast af stenlag eller fliser”.
 Fig. 320.46. Eksempler på kombinationer af terrænklasser, bygningshøjder og formfaktorer, som vil give en hvirvelhastighed på 80 m/s, hvorved sten med størrelse på 16-32 vil blive blæst af taget eller flyttet rundt på tagfladen. Ved fastlæggelse af bygningshøjden er der regnet med en partialkofficient på 1,3 på vindlasten. |
 Fig.320.47. Mindste nødvendige ballast (sten) som funktion af bygningshøjde og formfaktor. I tabellen er 50 = 50 mm sten. Erstattes stenene med fliser, kan tykkelsen reduceres med 1/3. |
 |  |