Isolering af tanke og beholdere
Anvendelse
Tanke og beholdere har et meget bredt anvendelsesområde - fra opbevaring af flydende gasarter ved meget lave temperaturer (ca ÷190°C) over opbevaring af mælk og øl (ca. 3-5°C) til varm bitumen (ca. 240°C). Yderligere kan nævnes færdige produkter eller delprodukter, der skal videreforarbejdes i procesanlægget.
Afhængig af tankenes og beholdernes anvendelse isoleres for at hindre:
• Energitab
• Kondens
• Frysning
• Temperaturændring i mediet
• Høj overfladetemperatur
I det følgende gennemgås tanke og beholdere med en medietemperatur i intervallet 0°C<tm<250ºC.
Tanke med medietemperatur 0°C<tm<10°C
Ved opbevaringstanke med lave medietemperaturer kan der være forskellige forhold, der må tages i betragtning:
• Isoleringen skal have en tykkelse, der sikrer, at der ikke sker en temperaturændring i mediet (afhængig af omgivelsestemperaturen).
• Der må ikke opstå kondens på plade overfladen.
• Der skal vælges en velegnet dampspærre.
• Tanktoppen skal isoleres med et produkt, der lever op til de krav, som brugeren stiller, og som er velegnet til den valgte afdækning.
I dette temperaturinterval er energitabet gennem isoleringen ringe. Det er derfor ikke nødvendigt at tage specielle hensyn til afstandsholdere, da energitabet igennem disse er relativt begrænset. Står tanken direkte på terrænet, kan isolering under tanken ofte undlades, da jordtemperaturen normalt ligger på ca. 8°C.
Tanke med medietemperatur 10°C<tm<95°C
I dette temperaturinterval er der mange tanke, hvor det er nødvendigt at fastholde medietemperaturen i et bestemt temperaturinterval.
Energibehovet for fastholdelse af medietemperaturen reduceres ved hjælp af effektiv isolering.
Tankbundens isolering skal udføres, således at konstruktionen kan overføre trykket fra bundpladen til bærelaget samtidig med, at energitab gennem konstruktionen bliver reduceret. Energitabet fra tanksvøbisoleringens afstandsholdere skal reduceres mest muligt.
Tanktoppen isoleres med et produkt, der opfylder de stillede krav til reducering af energitabet samt er velegnet til den valgte afdækning.
Tanke med medietemperatur 95°C<tm<250°C
I dette temperaturinterval kan isoleringsformålet være både at reducere energitabet og at forhindre en for høj overfladetemperatur.
Tankbunden skal isoleres med et materiale, der kan overføre trykket fra bundpladen til bærelaget, samtidig med, at det kan klare temperaturpåvirkningen. (Mange produkters trykstyrke falder ved stigende temperatur).
Ved opbygning af tanktopisolering er det her vigtigt, at man forhindrer direkte forbindelse mellem tankoverfladen og tanktopafdækningen af hensyn til energitabet og overfladetemperatur. Dette kan opnås ved at opbygge isoleringslagene, således at man fastgør det øverste lag mekanisk, så dette fastholder de underste lag og optager vindpåvirkningen.
Beholdere
Beholdere kendetegnes ved at stå på støtter således, at de er hævet over jorden. Normalt er det samme isoleringsmateriale, der bruges overalt på beholderen. De forskellige isoleringsudførelser beskrevet
under tanke vil også kunne anvendes ved beholderisolering.
