Finansiering
Den måde, du finansierer dine omkostninger til efterisolering på, har stor betydning for, hvor meget du reelt kan spare om måneden.
Tager du fx et fastforrentet lån med 30 års løbetid, kan du sammenligne den månedlige ydelse med den månedlige besparelse på varmebudgettet, du opnår ved at efterisolere.
Energikilder og priser
Det har også stor indflydelse, hvilken energikilde du får din varme fra. Er energikilden el eller olie, som er meget dyre energiformer, vil der være større besparelser at hente ved efterisolering, end hvis du bor i et område med billig fjernvarme.
Husets alder
Jo ældre huset er, jo dårligere vil det som regel også være isoleret, og så er der ofte en stor gevinst at hente på varmeregningen ved at efterisolere. Investeringen i fx hulmursisolering og ekstra loftisolering, som er forholdsvis billige isoleringsformer, vil hurtigt være tjent hjem.
Gør det selv
Prisen for at efterisolere afhænger selvfølgelig også af, om du selv kan gøre arbejdet eller dele af det. Det er forholdsvis enkelt selv at lægge isolering ud på et loft, hvorimod fx hulmursisolering eller facadeisolering kræver en håndværker.
Eksempel på finansiering
Du investerer 100.000 kr. i efterisoleringsprojektet og finansierer det med et realkreditlån med en løbetid på 30 år og en fast rente på 5%. Din månedlige ydelse efter skat bliver 500 kr.
På grund af efterisoleringen kan du reducere din varmeregning med 1.500 kr. om måneden. Din nettobesparelse bliver 1.500 kr. – 500 kr. dvs. 1.000 kr. om måneden.